Honningbien Apis mellifera

if you prefer, translate here! Udgivet i … Krydsnings– og kombinationsavl med honningbien, 1996, p. 5-19 og i ... Tidsskrift for Biavl Nr. 3: 72-75, 4: 104-107, 7: 201-204, 8 238-240, 9:262-264, 10: 294-297.

[ Tilbage til Biblio ] [ Adaptation en français ]

af   Hans Røy, Heboltoft  8 6950 Ringkøbing, Danmark

Krydsnings– og kombinationsavl med honningbien s5-7,
Tidsskr.Biavl 1996 Nr9: s72-75

Arternes og racernes særkende, oprindelige udbredelse, nuværende forekomster og anvendelighed i nutidig, rationel biavl.

Arternes særkende og oprindelige udbredelse

Apis cerana - Apis florea - Apis dorsata - Apis laboriosa - Apis andreniformis og Apis mellifera.

Disse kendte, navngivne og beskrevne arter har deres oprindelse i den gamle verden, Europa, Asien og Afrika.

Fig. 1.  Arternes oprindelige udbredelse

Apis mellifera, vor honningbi, er vestens bi.  Dens oprindelige udbredelse strakte sig fra Afrikas sydspids til nær polarcirklen, i østlig retning, fra det vestlige Iran i syd til øst for Uralbjergene i nord.  Dens videre udbredelse fra Ural mod sydøst til den asiatiske del af kontinentet er ikke kortlagt.

Apis cerana, florea, dorsata, laboriosa og andreniformis er udbredt over det meste af det asiatiske fastland samt Japan og Indonesien.

Fig. 2.  Geografisk udbredelse. _____ Apis cerana, ...... Apis florea og ------ Apis dorsata

Det der som hovedregel skiller arterne er, at de er i stand til at leve sideordnet uden at hybridisere.
I Asien har de tre arter Apis cerana, Apis florea og Apis dorsata, kunnet bestå inden for samme udbredelsesområde som vist ved Fig. 2.  Arterne Apis laboriosa og Apis andreniformis findes inden for det samme område, men har ikke tilnærmelsesvis den samme udbredelse.
De oprindelige arter er ikke længere enerådende i Asien, idet forskellige racer af arten Apis mellifera for længst er indførte.

De Asiatiske Arter

Apis cerana

Fig. c.  Sværm af Apis cerana.  Bierne er, som man kan se, aldeles fredelige

Fig. a.  Apis cerana.  Yngelkasse med 7 magasiner, under hovedtrækket.

Medens de øvrige arter i Asien regnes for vild bier, der frem til nutiden har været genstand for honningjægernes interesse, er ceranaen også et husdyr, der holdes for honningproduktionens skyld, på samme måde som de fleste racer af Apis mellifera.

Apis cerana er østens modstykke til vor egen Apis mellifera.  Det er den af de asiatiske bier, der i levevis og adfærd ligner Apis mellifera mest.  Ceranaens krav til de økologiske forhold er meget lig melliferaens.  Apis cerana har som Apis mellifera kunnet tilpasse sig såvel tropiske forhold som forhold herskende i køligere egne i Sibirien og det nordlige Kina.

Fig. b.  Apis cerana: magasintavle.

Traditionelt har man skelnet mellem tre varianter, Apis cerana japanica, Apis cerana indica og Apis cerana cerana.  I Kina skelner man i dag mellem otte varianter.

Det honningudbytte, der kan opnås fra en cerana familie, er ikke imponerende set med vestlige øjne.  Bien er resistent mod amerikansk bipest og mod varroa miden.  Den er tilbøjelig til migration og rømning.

Apis florea

Fig. d.  Apis florea familie på toppen af sin udvikling.

Arten lever i højder op til 500 m.  Den er ikke bofast, idet den er kendt for at migrere op til højder af 1 500 meter om sommeren.  På den måde kan den overleve tørre, hede perioder.  Floreaen søger ofte ophold under beskyttede forhold i mure og klippespalter i vintermånederne, medens den om sommeren bygger frit i træer og buske.  Boet, der består af to vokskager, er oftest kun anbragt et par meter over jorden.

Apis florea er en meget effektiv bestøver, men holdes ikke som husdyr for honningens skyld, vellykkede forsøg skal dog være gjort i Oman.  Derimod er floreaens bo, i stor udstrækning, bytte for honningjægere.

Apis dorsata

Fig. d.  Arbejder af Apis dorsata samler nektar i kaffeblomster.

Apis dorsata er en højlandsbi, der lever i højder mellem 1000 og 2000 meter over havet.  Det er en stor bi, der bygger få men store vokskager, der hæfte på klippefremspring og undersiden af grene i store træer.  Den ynder at leve i kolonier af mange samfund.  Bierne er meget aggressive.  Ved forstyrrelser kan bier fra mange samfund i en koloni forfølge forstyreren over store afstande.  I Indien kan kolonier af samfund dog ofte iagttages under broer og på bygninger i byområder, hvor mange mennesker færdes, uden at dette giver anledning til problemer.
Apis dorsata kan migrere over meget store afstande.  Dens bo er yndet bytte for honningjægere.

Apis laboriosa

Apis dorsata er tidligere ofte blevet kaldt kæmpebien.  Det er dog Apis laboriosa, der er artsbestemt og navngiven meget senere end førstnævnte, der må fortjene dette navn.  Arbejder biernes kropslængde er mellem 15 og 17 mm (større end de fleste dronninger af arten Apis mellifera).
Apis laboriosaens levevis ligner meget dorsataens.  Den lever dog i endnu større højder, fra 1 000 til 3 600 meter over havet.  Den er udbredt i områder i det nordvestlige Kina samt i Tibet og Nepal.  Den beskrives som, om muligt, mere aggressiv end dorsataen.
Apis laboriosa bygger oftest kun en meget stor vokskage, 1,5 til 2 meter lang og indtil 1,5 meter bred.  Biens honning og voks er som dorsataens meget værdsat af honningjægere, og arten anses for truet på grund af for intensiv honningjagt.

Apis andreniformis

En mørk lille bi der er meget udbredt i flere kinesiske provinser.  Den er sikkert også kendt i andre lande i Asien.
Denne bi bygger sit bo, der består af kun to små vokskager, i græs og buske kun få meter over jorden.  Et bisamfund af denne art er ikke ret stort.  I de kinesiske provinser den lever i, er der flere trækperioder om året.  Et samfund samler mindre end 1 kg honning i en periode.  Arten beskrives som en fremragende bestøver.

Krydsnings– og kombinationsavl med honningbien s7-11

Vestens honningbi — Apis mellifera

Apis mellifera er den eneste art af honningbier, der har betydning i rationel biavl i Den vestlige Verden. Arten er ved menneskets mellemkomst nu spredt til næsten alle egne af kloden.

Overalt hvor kolonisering har fundet sted, har besætterne medbragt deres egen bi.  Arten har med held kunnet tilpasse sig under næsten alle forhold til stor gavn.  Eksempler på uheldige undtagelser fra det gavnlige findes og er velkendte.  I Sydamerika, hvortil spanierne og portugiserne tidligt medbragte den iberiske bi, har denne bi, i perioden op til vor tid, ikke kunnet tilpasse sig effektivt nok, til at modstå det genetiske pres fra afrikanske bier indført for få år siden, med det resultat, at de afrikaniserede bier, for hvilke forholdene var ideelle, til stor skade har bredt sig over meget store områder.
Verdensomspændende problemer kan dukke op, når arterne bytter sygdomme, og snyltere.  Apis cerana har kunnet leve med miden Varroa jacobsoni, måske på grund af at miden hovedsageligt udvikles på droneynglen hos denne art.  Følgerne af, at arten Apis mellifera nu også er vært for denne snylter, er kendt verden over.

Tidsskr.Biavl 1996 Nr4: s104-107

Bierne i det tropiske Afrika

Fig. 3. Oprindelig, geografisk udbredelse at racer og varianter af arten Apis mellifera

Det tropiske Afrika udgør ca halvdelen af det oprindelige udbredelsesområde for arten Apis mellifera.  Meget store områder på dette kontinent er ideelle for honningbien, og den samlede population er enorm.

I det tropiske Afrika syd for Sahara er racerne ikke adskilt af geografiske barrierer (hav, bjerge, tørre step per og ørken) på samme måde, som racerne oprinde ligt har været det i middelhavsområdet.  Barriererne har været forskelle i klimatiske og økologiske forhold.  Selvom hybridisering i grænseområderne for racernes udbredelse finder sted, har racerne gennem miljøets naturlige selektion kunnet bestå.

Et godt eksempel er A.m. monticola, der lever i bjergregionerne i højder mellem 2 400 og 3 200 meter.  Denne races specifikke karakteristika er her vedligeholdt gennem et permanent selektionspres fra omgivelserne (koldt og fugtigt klima), selvom permanent hybridisering finder sted i det nedre grænseområde for dens udbredelse.

Fig. f.  En sværm af Apis mellifera. Foto Asger Søgaard Jørgensen.

Kun i alt en halv snes racer i hele Afrika er blot nogenlunde videnskabeligt undersøgt og beskrevne.  (Smith 1961 — Ruttner 1975 og 1983), heraf kan et par racer ved nærmere undersøgelser meget vel tænkes at blive henført som varianter af andre racer.  Det må forventes, at flere racer og varianter vil blive fundet og beskrevet.  Meget store områder i Afrika er ikke undersøgt, det gælder hele lande som Angola, Liberia, Libyen og Sierra Leone.

Fra 1906 og frem til midten af dette århundrede blev alle bier syd for Sahara benævnt, først unicolor Latrelli, og senere adansoni Latrelli.  I dag er A.m. unicolor racebetegnelsen for den sorte bi på Madagaskar, og A.m. adansoni er racebetegnelsen for den vestafrikanske bi.  Morfologiske undersøgelser og optegnelser er først lagt til grund for racebestemmelserne så sent som i tredserne, siden er den videnskabelige opfattelse af raceopdelingen af honningbien ændret radikalt.

Tropiske karakteristika fælles for racerne syd for Sahara, med undtagelse af A.m. monticola og A.m. capensis, er migration og rømning.  Ved migration, der kan være sæsonbetonet, ophører dronningens æglægning, og når alle bier er flyvedygtige, forlades boet.  Årsagen til migration er tørke.
Rømning er en spontan foreteelse, der fremprovo­keres af biernes fjender, oftest firben.  Rømning kan også være bifamiliens redning fra en tropebrand, og den kan fremprovokeres af biavlerens arbejde med stadet.

Apis mellifera yemenitica

A.m. yemenitica er den senest beskrevne race (Ruttner, 1975).  Denne race blev fundet, først i Yemen, senere i Sudan, Oman og Chad.  A.m. yemenitica er den mindste af de afrikanske bier syd for Sahara.  Det er en hårdfør bi, der lever i tørre buskområder.  Dens fulde udbredelse er ikke kendt, og den findes nok i flere varianter.  I Oman findes varianter, der beskrives som fredelige.  Der er inden for denne bis udbredelsesområde gammel tradition for biavl.  I Yemen og i Oman i særdeleshed.

Apis mellifera adansoni

A.m. adansoni er vestkystens lavlandsbi med udbredelse fra Senegal i nord til grænsen mellem Gabon og Angola i syd.  Racen er kun mangelfuldt beskrevet.  Undersøgeiser af bier indsamlet i Senegal har vist, at der er en veldefineret racemæssig adskillelse mellem A.m. adansoni og A.m. scutellata.  Racen har faktisk flere træk til fælles med A.m. litorea.  Apis mellifera adansoni holdes kun som honningbi lokalt i meget primitivt form.

Apis mellifera capensis

Denne på sin vis enestående race findes i et geografisk meget afgrænset område på Afrikas sydspids.  Hele populationen menes ikke at omfatte mere end ca 10 000 samfund.  A.m. capensis har kun få træk til fælles med sine nordligere artsfæller.  Racen beskrives som fredelig.  Biologisk adskiller racen sig fra alle andre kendte racer derved, at æg lagt af æglæggende arbejderbier med få undtagelser udvikles til arbejderbier.  Æg lagt af æglæggende arbejderbier kan endvidere udvikles til dronninger, der efter parring er i stand til at føre bisamfundet videre på normal vis.

Der drives lokalt kun egentlig biavl med A.m. capensis i begrænset omfang.  Krydsningsforsøg med racen er foretaget i de seneste år.  Racen kan være interessant på grund af meget kort udviklingstid af yngelen.

Apis mellifera unicolor

A.m. unicolor er helt sort.  Racen har, den geografisk isolation på Madagaskar til trods, en del morfologiske træk fælles med A.m. scutellata og A.m. monticola, men ikke med sin nærmeste artsfælle på kontinentet A.m. litorea.  Der findes to økotyper af racen på Madagaskar, lavlandstypen lever i kystområderne og den anden type i højderne.  Højlandstypen beskrives som fredelig og uden tilbøjelighed til rømning.  Racen som sådan er mangelfuldt undersøgt og beskrevet.

Apis mellifera litorea

Også A.m. litorea er som race undersøgt og beskrevet meget sent (Smith 1961, Ruttner og Kauhausen, 1985).  Racen er udbredt over store områder langs Afrikas østkyst fra Kenya i nord til Mocambique i syd.  A.m. litorea er en lille gul bi, der sandsynligvis vil kunne findes i flere varianter.  Dens udbredelse er begrænset til det varme og fugtige område langs kysten.  Racen har morfologiske træk fælles med A.m. adansoni, men kun i ringe grad med A.m. scutellata.  A.m. litorea spiller en væsentlig rolle som honningbi for befolkningen i området.

Apis mellifera scutellata

Racen A.m. scutellata har sin udbredelse i det åbne skovland, der dækker store områder af Sydøstafrika i højder mellem 500 og 1 500 meter over havet.  Racen er nu indgående beskrevet som værende en selvstændig race (Ruttner og Kauhausen, 1985).  Racens rigtige navn er Apis mellifera scutellata.  Bien har været kendt og beskrevet i mange år, hvad egenskaberne angår.  Den holdes som honningbi i flere lande, endog i bi huse med bevægelige rammer.

Apis mellifera scutellata rummer alle „afrikanske karakteristika„ i højeste intensitet.  Racen er kendt for at være årsagen til „afrikaniseringen„ af de sydamerikanske bier.  Dronningparasitismen, der er konstateret hos de afrikaniserede bier i Sydamerika, er ikke iagttaget hos A.m. scutellata i Afrika.
Racens sværm lyst, eller evne til at afgive sværme, er meget stor.  Hver samfund sværmer, under normale forhold, ofte flere gange om året.  Scutellataens krav til bo er beskedne, selvet hul i jorden kan anvendes.  Sæson betonet migration til rigere nektarkilder, samt til tåleligere forhold i tørre, hede perioder er iagttaget at finde over afstande på til 1 500 meter i højden.  Rømning efterladende et fuldstændigt tomt bo forekommer i afstande på 200–300 kilometer, og sværme er i stand til at forlade et område, der midlertidigt er ugunstigt på grund af tørke og tropiske brande, samt til hurtigt at generobre området, når forholdene atter er gunstige.

Scutellataen er en lille bi, følgelig er cellerne i dens voksbyg små, 4,7–4,9 mm.  Afstanden mellem vokskagerne er 32 mm.  Arbejderyngelens udviklingstid er 18,5–19,0 døgn.

Apis mellifera monticola

Fig. f.  Økogeografiske adskillelser mellem A.m. litorea, A.m. scutellata og A.m. monticola.

Monticolaen er også som race en af de senest beskrevne (Smith, 1961 og Drescher, 1975).
Denne mørke, noget større bi lever i de større højder, 2 500–3 100 meter over havet, inden for udbredelsesområdet for A.m. scutellata og A.m. litorea.  Den findes bl.a. på Mt.  Elgon, Mt.  Meru og Mt.  Kenya ved Victoriasøen i Østafrika.

De økologiske forhold, hvorunder racen eksisterer, er ekstreme.  Et fugtigt, koldt klima med meget få solskinstimer.  Selv nattefrost kan forekomme året rundt.
Racen har et godt temperament, der synes helt at dominere over scutellataens dårlige temperament ved hybridisering.
Monticolabien har fået en del omtale, idet den i 1988 er indført til England og Sverige, og senere i 1992 til Danmark.
Der drives lokalt i nogle af racens udbredelsesområder en form for primitiv biavl med den, hvor bierne holdes i udhulede træstokke, der anbringes i træerne.

Krydsnings– og kombinationsavl med honningbien s11-14,
Tidsskr.Biavl 1996 Nr7: s201-204

Bierne Nord for Sahara

I denne artikel om alverdens bi racer omtales racerne i det nordlige Afrika.  De europæiske racer beskrives i en senere artikel.

Når alle racer og varianter nord for Sahara, ind.  bierne i Nord– og Centraleuropa, behandles under samme overskrift, er det fordi, bier­ne nord for Sahara i adfærd adskiller sig væsentligt fra bierne i det tropiske Afrika.  A.m. sahariensis og A.m. in­termissa henregnes til grup­pen af afrikanske bier, men de tropiske karakteristika er ikke iagttaget at forekom­me med samme intensitet hos disse racer.  Den egypti­ske bi A.m. lamarckii tilhø­rer gruppen af bier om­kring Middelhavet.

Opblanding

I Europa har racerne oprin­deligt været adskilte af ge­ografiske barrierer.  Menne­sket har for længst brudt disse barrierer, og omfat­tende hybridisering har fundet sted.  Racer og vari­anter er ved helt at forsvin­de, og menneskets indgri­ben i økologiske sammen­hænge er nu en trussel med selv de mest sejlivede racer (opdyrkning, tilplantning, skovrydning og anvendelse af plantegifte).

De bedst kendte og mest velbeskrevne racer i middelhavsområdet og Europa er selvsagt de racer, der hver for sig besidder en sådan sum af egenskaber, at det har kunnet betale sig at drive ren avl (race avl) med dem under europæiske for­hold.  A.m. ligustica, A.m. carnica, A.m. mellifera og A.m. caucasica, men også an­dre racer og varianter er in­teressante, måske specielt med henblik på kombinati­ons avl.

Biracernes beskrivelse

Gennem Broder Adams store, mangeårige arbejde med vurdering og be­dømmelse af racernes egenskaber, såvel i ren avl som i kombinations avlen, er vort kendskab til racernes og varianternes egen­skaber blevet betydelig bedre.  Broder Adam er den eneste, der omfattende har beskrevet bi racerne ud fra deres økonomiske værdi i rationel biavl.  Skønt hans avlsarbejde har stået på i snart mere end en menneskealder, er hans mangeårige optegnelser først blevet tilgængelige i bogform så sent som i 1993.  Disse mange bedømmelser og optegnelser rummer en hel verden af værdifulde oplys­ninger for den, der virkelig er interesseret.

Fig. 5.  Apis mellifera, racer og varianter nord for Sahara.

I det efterfølgende er racer og varianter omtalt også ud fra deres økonomiske brugs­værdi i ren avl og kombinations avl.

Vurdering af biracer ud fra driftsøkonomiske værdinormer

Biavleren ønsker en rolig, fredelig, længele­vende, flittig, nøjsom, hårdfør og sygdoms­resistent bi, der ikke sværmer.
En sådan sum af ønskværdige egenska­ber findes selvsagt ikke i nogen race.  Den enkelte biavler må vælge den race, der efter hans vurdering, besidder den største sum af egenskaber, og passer til de givne vilkår i hans lokale område — eller han må vælge at kombinere ønskede egenskaber fra to eller flere racer med det endemål at fremavle en bi der passer til netop hans forhold.  Uanset hvad der vælges, er kendskab til racernes egenskaber en nødvendig forudsætning.

Apis mellifera lamarckii

Udbredelsen af denne race er begrænset til Nildalen.  Afsondret fra omverdenen har denne race gennem årtusinder udviklet en enestående ensartethed.  A.m. lamarckii er en lille bi, der bygger ca 500 celler pr dm² mod vanligt ca 450.  Bien er lys orange med sne­hvid behåring, bugsegmentet er gult og mellemkroppen er helt sort.

Trods indførelse af andre racer, hovedsage­ligt ligustica og carnica, har racen kunnet be­stå, uden hybridisering.  Det var længe anta­get, at der fandtes en fysisk hindring for par­ring med andre racer.  Man ved nu, at dette ik­ke er tilfældet.

Der har gennem årtusinder været drevet biavl med A.m. lamarckii i Egypten.  Som bi bo­lig er anvendt og anvendes stadig liggende lerrør, der ofte stables oven på hinanden i an­tal op til flere hundrede.  En sådan drift kræ­ver en hel utrolig orienteringsevne af bierne, hvilket de også har.

Racen findes stadig, og i ren form, trods intensiv anvendelse af plantebeskyttelsesmid­ler.  Der pågår intet avlsarbejde.
Racen er anvendt i kombinations avlen, og den indgår, omend med et ringe islæt i alle danske kombinationslinier.  Tidligere skyldtes interessen for denne bi, at den ikke samler og anvender propolis.  I dag er der en fornyet na­turlig interesse for denne bi, af en hel anden årsag.  Varroa miden blev spredt til Nildalen i årene omkring 1980.  I årene umiddelbart efter uddøde størstedelen af alle bifamilier af racen i Egypten, da behandling på grund af drifts­formen ikke var mulig.  Allerede 15 år senere er antallet af bifamilier ved at nærme sig det antal, der var i landet af racen, inden midens hærgen begyndte.  Racen må således have ud­viklet en naturlig resistens på den hårde må­de.
Et antal dronninger er indført til Danmark i 1994, med henblik på nye kombinationsfor­søg.

Egenskaber i ren form

Stor vitalitet og livskraft, god orienteringsev­ne, anvender ikke propolis.  Temperamentet er meget dårligt, bierne stikker lynhurtigt, ofte uden at miste brodden.  Endvidere er bierne meget nervøse og urolige, dette gælder ikke mindst dronningen, der er meget svær at lede op i en lamarckii familie.  Racen besidder ikke evnen til at danne vinter­klynge, og kan ikke over­vintre i ren form under skandinaviske forhold.

Apis mellifera sahariensis

Sahara bien findes i dag spredt isoleret i en række mindre oaser langs Atlas­bjergene i Marokko, muligt med enkelte forekomster i Algeriet.
Bien er lys læderfarvet og noget mindre end bier af europæiske racer.  Bierne holdes i mindre omfang lo­kalt for honningens skyld, i primitive bi boliger i lerklinede mure omkring indbyggernes huse.  Racen har tidligere levet og bygget frit i daddel planterne, dette forekommer nu sjældent.  Racen er i dag stærkt truet på grund af uhæmmet anvendelse af plantebeskyttelsesmidler.

Racens oprindelse har længe været betragtet som en gåde.  Morfologiske un­dersøgelser foretaget af Ruttner viser, at A.m. saha­riensis er nært beslægtet med A.m. adansoni.
Racen er udstyret med en hårdførhed, der sætter den i stand til at overvintre under skandinaviske for­hold.

Øvrige egenskaber i ren form

Stor vitalitet og flyveevne, flittig, sværmtræg, fredelig og med en helt enestående byggekapacitet og flot tavlebyg.  Racen har en god ev­ne til at holde orden i sta­det, og yngellejet er meget kompakt.  Bierne er meget urolige, og frodigheden er ringe.
Sahara bien er forsøgt anvendt i kombinations av­len ved Buckfast Abbey gennem mere end tredive år, uden at den er kommet til at indgå i grundstam­men.  Der samarbejdes dog fortsat med denne bi i kom­binations avlen — siden 1988 også i Danmark.

Apis mellifera intermissa

Den nordafrikanske, sorte bi, Tell bien regnes for stam­formen til den europæiske brune bi A.m. mellifera.  Et stort antal varianter har tid­ligere kunnet findes op gennem Europa, Skandina­vien og Nordasien.  Det er racen med den største ud­bredelse og for Tell biens vedkommende det dårligste omdømme.  Urformen intermissa besidder de fle­ste af den brune bis egen­skaber i den mest udpræge­de grad.  ”Det vildmarkens barn begavet med et primi­tivt overflod af energi og vitalitet“, (Broder Adam).

A.m. intermissa findes langs Afrikas middelhavs­kyst i Tunesien, Algeriet og i Marokko.  En afrikansk vari­ant Apis mellifera major no­va, en stor bi, der kun ad­skiller sig fra A.m. inter­missa på størrelsen, findes isoleret i et mindre område i Riff­bjergene i det nordli­ge Marokko.  Der drives pri­mitiv biavl med A.m. inter­missa i landene langs Afri­kas middelhavskyst.  Avls­arbejde med racen pågår ikke.  Interessante iagttagelser gøres nu med hensyn til racens mod­standsdygtig­hed mod Varroa miden.  Var­roa miden kom til Nordafrika omkring 1980.  Da ingen bekæmpelse af miden fandt sted, re­duceredes an­tallet af bifa­milier i Algeri­et på grund af midens hærgen til ca 10% af den oprindelige popula­tion.  Racen er nu under fremgang igen i landet, til­syneladende med en form for resistens mod miden.

Egenskaber i ren form

Meget hårdfør og med en enorm vitalitet.
Nervøs, ekstrem dårligt temperament, grænseløst sværm lysten, fjendtlig atti­tude mod dronningen, me­get dårlig husholdning med foderreserverne, modtage­lig for yngelsygdomme, modtagelig for trakemider og samler helt umådeholdent megen pollen.

Krydsnings– og kombinationsavl med honningbien s14-16,
Tidsskr.Biavl 1996 Nr8: s238-240

Apis mellifera syriaca

Den syriske bi levnes ikke stor opmærksomhed i sit hjemland eller noget andet sted.  Det er en meget stor bi med næsten hvid behå­ring.  Der er en del ligheder mellem den syriske bi, lamarckii, og den cypriotiske bi, men der er også mar­kante forskelle.  Den syriske bi er den mindst interessan­te, da de gode egenskaber, der findes i denne bi, findes i mere udpræget grad hos den egyptiske og den cypriotiske bi.  De dårligste egenskaber i racen er det ud­prægede dårlige tempera­ment samt en udpræget kuldefølsomhed.

Apis mellifera cypria

I nitten hundrede og tyver­ne og tredverne har der været vist en del interesse for den cypriotiske bi.  Ra­cen har været forsøgt an­vendt i flere europæiske lande samt i USA.  På trods af racens mange gode egenskaber, har den ikke fået nogen udbredelse uden for Kypern.  Årsagen skal findes i den omstæn­dighed, at selvom bien er både meget tidlig i forårs­udvikling og meget frodig, ser det ud som om, at racen ikke kan tilpasses hverken et tidligt eller sent træk.  Et tidligt træk omsættes helt i yngel, og et sent træk øde­lægges af en meget dårlig husholdning med resurserne.  Ikke heller i kombinati­ons avlen har racen fået no­gen betydning til dato.  Skønt racen som sådan ikke er særlig sværm lysten, har det vist sig, at den kombi­neret med andre racer giver sværmproblemer i F1 — såvel som i efterfølgende genera­tioner.  Der har i de seneste år været en import til Dan­mark.

Egenskaber i ren form

Utrolig flittig, meget hård­før, stor vitalitet, god orien­teringsevne, hurtig forårs­udvikling, meget hårdfør, og ikke specielt sværm Iy­sten.  Endvidere synes racen at være modstandsdygtig over for næsten alle syg­domme.
Racen har et dårligt temperament, er kuldeføl­som og har en udpræget dårlig evne til husholdning med foderreserverne.

Apis mellifera adami

A.m. adami er den lokale bi på øen Kreta i det Ægæiske øhav.  Ruttner har nu be­stemt denne bi til at være en selvstændig race.  De bi­er, der dannede baggrund for opmålingerne, var ind­samlet af Broder Adam, og Ruttner har givet den nyop­dagede race navnet adami efter Broder Adam.

Racen er meget aggres­siv, og er næppe af nævne­værdig værdi hverken i kombinations avl eller som ren race.  Broder Adam har, efter det blev kendt, at der er tale om en selvstændig race, testet den i kombina­tions avlen.  Racen er ikke indgået i buckfast stammen.

Det er nok spørgsmålet om racen eksisterer mere.  På øen Kreta var yngelsyg­dommen kalkyngel længe den alvorligste sygdom og langt alvorligere, end vi kender til den under vore forhold i Skandinavien.  For få år siden blev der gjort et velmenende forsøg på at erstatte så mange bifamilier på Kreta som muligt med den makedonske bi fra den nordlige del af Grækenland (A.m. cecropia).  Den make­donske bi lider sjældent af kalkyngel på den græske halvø, men efter at være flyttet ti I Kreta blev syg­dommen fatal for denne bi i en grad, der var endnu værre end for den oprinde­lige bi.

Apis mellifera anatolica

Fig. g.  Stabil og ensartet kombinationsbi skab med den anatolske bi som udgangs­materiale (F12).

A.m. anatolica findes i flere varianter overalt på den anatolske halvø.  I raceren form har denne bi næppe nogen interesse, men i kombinations avlen har den vist sig uovertruffen.  Navn­lig den mørke variant ved Tyrkiets Sortehavskyst har i kombination med andre ra­cer givet en bi, der har vist sig overordentlig værdifuld under skandinaviske for­hold.

Det er navnlig den utro­lige hårdførhed, denne race er udstyret med, kombine­ret med en udpræget nøj­somhed og enestående god husholdning med foderreserverne, der gør den veleg­net under nordligere him­melstrøg.  Dertil kommer så den langlivethed, der er en forudsætning for et godt resultat, og som den ana­tolske besidder i en grad, der ikke ses hos andre racer.  En række dårlige egenska­ber, som udpræget kulde­følsomhed, sværm lyst og modtagelighed med syg­domme der angriber de voksne bier, nosema og sortfarvningssyge, kan for­holdsvis let elimineres gen­nem et fornuftigt avlsarbej­de.  Racens lyst til at samle utrolige mængder pollen under et godt træk synes derimod at være vanskelig at slippe af med.  Racens ud­prægede kuldefølsomhed har intet med overvintring sevnen at gøre, den kommer kun til udtryk i form af ud­præget stikkelyst i køligt og blæsende vejr.

Egenskaber i ren form

Langlivet, hårdfør, nøjsom, fuldstændig vintero og lang yngelfri vinterperiode, god orienteringsevne og rimelig fredelig i godt vejr.
Udpræget kuldefølsom, ikke særlig frodig, tendens til tværbyg, anvender me­gen propolis, samler umå­deholdent meget pollen, modtagelig for sortfarv­ningssyge og nosema, kan i ren form ikke modne lyng­honning, ret sværmlysten.

Flere varianter af racen er forsøgt anvendt i kombinationsavlen.  Ikke alle har været lige værdifulde.

Apis mellifera caucasica

Racen er hjemmehørende i det kaukasiske bjergområ­de øst for Sortehavet.  Der drives, i stor udstrækning, biavl med den i en række af de sydligste af de tidligere sovjetrepublikker.
Racen er kendt for at have et overor­dentligt godt temperament, og for at være meget sværmtræg.  På grund af stor tungelængde har man tidligere troet, at denne ra­ce var særlig velegnet som bestøver af bl.a. rødkløver.  Denne formodning er nok årsagen til, at der tidligere har været en ikke ubetyde­lig interesse for racen uden for dens egentlige udbre­delsesområde.  Det har imid­lertid vist sig, at andre racer med mindre tunge bl.a. car­nica og ligustica, gav lige så gode udbytter på rødkløver som den kaukasiske bi.

A.m. caucasica er i man­ge henseender en udmær­ket bi der kan anvendes i ren avl med gode resultater.  I kombinations avlen har det vist sig, at de gode Egen­skaber, der er i denne race, ved mindre arbejde kan hentes gennem krydsning med andre racer.  Det bør forbindelse kraftigt understreges, at er­faringer med denne bi i Europa er gjort ved anven­delse af kommercielle stam­mer indført fra ukrainske og russiske avlskooperativer.
Det er ofte nævnt, at der findes en gul lavlands­variant A.m. remipes.  I det slaviske sprogområde skelnes der mellem op til 5 vari­anter.

Racen findes hoved­sageligt i bjergområderne i republikken Azerbajdzjan.  Største delen af racens ud­bredelsesområde har, af politiske årsager været util­gængelig for fremmede si­den den russiske revolution.  Muligheden for at besøge republikken var til stede en kort periode i 1989 og 90, men området er nu util­gængeligt på grund af krigshandlinger.

Kendte, kommercielle stammers egenskaber i ren form

De fleste kommercielle stammer er sværmtræge og fredelige, honningbehand­lingen er god, bierne er nøjsomme og skaffer ofte deres eget vinterforråd.  Er ikke særlig hårdføre.  Tvær­byg er ofte almindeligt forekommende, og der an­vendes megen propolis.  Og­så pollenindsamlingen er li­geledes oftest helt umåde­holden.

Krydsnings– og kombinationsavl med honningbien s16-17,
Tidsskr.Biavl 1996 Nr9: s262-264

Apis mellifera carnica

Racen Apis mellifera– carnica, carniola, krainer og karpaterbien.  Et kært barn med mange navne alt efter sprog og varianternes oprindelse.

Racen har de seneste 70-80 år fået en meget stor og velfortjent udbredelse verden over.  Racen er begavet med en lang række gode egenskaber og kun meget få dårlige.  Den alvorligste dårlige egenskab er den ekstreme tilbøjelighed til sværmning, hvor al nyttig aktivitet ophører, indtil sværmtrangen er udløst ved sværmning.  Af samme årsag er racen aldrig anvendt med fremgang i kombinationsavlen.  I brugskrydsning kan racen anvendes med stor fordel.  Carnicabien må da anvendes på dronesiden, da reciprokke krydsninger oftest giver aggressivt afkom.

Egenskaber i ren form

Godt temperament.  Flittig, hårdfør og vinterfast med lille vinterforbrug.  Racen er modstandsdygtig mod sygdomme, har en god orienteringsevne og en tidlig og hurtig forårsudvikling.  En ekstrem sværmtilbøjelighed, begrænset frugtbarhed, bygger relativt dårlig og er modtagelig for nosema og trakemider.

Det har vist sig, at sværmningen i nogen grad kan styres gennem et fornuftigt avlsudvalg.  Racen er ofte den foretrukne i egne med ensidigt fortræk.

Apis mellifera cecropia

Fig. h.  Den makedonske bi fra nordgrækenland, Apis mellifera cecropia.  Ofte optræder cecro­pianen i en variant, der er mere gul.

Den græske bi A.m. cecropia er en variant af carnicabien, men adskiller sig fra denne med hensyn til en række egenskaber af afgørende økonomisk betydning.
A.m. cecropia har haft stor værdi i kombinationsavlen i modsætning til carnicabien.  Denne nordgræske bi, også kaldet den makedonske bi, besidder alle carnicaens gode egenskaber.  Dertil kommer, at den er ganske betydeligt frodigere.  Den er tillige længe levende, og den har en, om ikke tidligere, en hurtigere og endnu bedre forårsudvikling.  En bi med disse egenskaber bygger selvsagt meget store samfund, under forudsætningen af, at den ikke sværmer.  Den makedonske bi er meget sværmtrægt!

Desværre tyder alt på, at det nu ikke mere er muligt, at finde den indenlandske, græske bi i ren form.  Indtil for få årtier siden har racen eksisteret i nogenlunde ren form i den nordlige del af landet.  Broder Adam har senest forsøgt sig med bier fra halvøen Athos.  Om disse bier har den samme værdi i kombinationsavlen som bierne fra den nordlige del af fastlandet tidligere havde, er nok tvivlsom.

Det skulle være interessant, at undersøge mulighederne for forekomster af cecropiaen i den nyproklamerede stat Makedonien.

Egenskaber i ren form

Fredelig, sværmtræg, langlivet, meget frodig, god forårsudvikling, ret hårdfør med god modstandsdygtighed mod sygdomme.  Racen har et middel vin­terforbrug og en rimelig god husholdning med foder­reserverne.

Fig. i.  Øverst: Den græske bi er letrøring og nervøs, dette gælder også krydsningsprodukter et antal generationer.  Bierne er ofte slemme til at løbe ved honningfratagning. Midten: Udsnit af forrige billede.  Flot men lidt uregelmæssig tavlebyg, tværbyg kan forekomme. Nederst: Cecropiaen er meget frodig.  Den legendariske frodighed i krydsninger er uovertruffen og holder sig i mange generationer.

Racen har tilbøjelighed til tværbyg, forsejlingen er våd og rynket.  Den samler og anvender en del propolis, og har tilbøjelighed til umådeholden pollen indbæring.

Racekrydsninger

Racen kan krydses med ligustica og carnica på dronesiden.  Resultatet bliver sværmtræge, fredelige og meget frodige bier.

Apis mellifera ligustica

Den italienske bi er, uden nogen sammenligning, den bedste allround bi, der findes.  Denne race er udstyret med en hel serie af værdifulde egen­skaber, der har bevirket, at den har fået en verdensomspændende udbredel­se som ingen anden race.
Summen af ligusticaens gode egenskaber kommer, når der tales om de kommer­cielle stammer, i særlig grad til udtryk under gunstige klimatiske for­hold.  De kommercielle, ren gule stammer har visse svagheder, og enkelte er meget iøjnefaldende, frem for alt ringe flid og vitalitet, samt tilbøjelig­hed til at yngle den indbårne nektar op på forkerte tidspunkter.
Den gule italienske bis års rytme passer dårligt til trækforholdene i Skan­dinavien.  Men den er ikke desto mindre en god og lethåndterlig bi, som man­ge sætter stor pris på.

Ved avlsarbejdets begyndelse ved Buckfast Abbey omkring 1920, kom den gule bi fra Norditalien til at spille en central rolle, idet grundlaget blev lagt ved, at dronninger efter gule, importerede dronninger blev parret med droner af de sidste rester af den oprindelige, brune engelske bi.  Siden er racen ikke indgået i hovedstammen i nævneværdig udstrækning, og gennem de seneste mange år slet ikke.  Årsagen hertil skal ses i sammenhæng med den manglende vitalitet og ringe evne til at holde hus med foderreserverne.  Samt sidst, og ikke mindst, i de kommercielle stammers modtagelighed for trakemider.

De kommercielle stammers egenskab i ren form

Fredelige, sværmtræge, frodige og modstandsdygtige mod de fleste sygdomme.  Under gunstige forhold gode på kløver og lyng.
Ringe vitalitet, dårlig forårsudvikling under ugunstige forhold, dårlig hus­holdning med foderreserverne, for tavlefaste, dårlig orienteringsevne og udtalt tilbøjelighed til røveri.

Kangaroobien

Racen A.m. ligustica, ligurica stammer oprindligt fra et begrænset område i "De Ligurkiske Appenniner i Norditalien" umiddelbart øst for Genova.  Racen findes ikke mere i ren form i oprindelsesområdet.  Man skal til et så fjernt sted som Øen Kangaroo Island syd-øst for Adelaide i Australien for at finde den sidste, rene restpopulation.

I 1884 fik sydaustralske biavlsorganisationer og foregangsmænd myndighe­derne til at medvirke ved oprettelsen af et reservat for den fredelige, gule italienske bi.  Man valgte den 145 km lange og 45 km brede og i­alt 4 350 km² store ø Kangaroo Island, der har en afstand til fastlan­det på 15 km.  Øen blev samme år gennemgået og undersøgt for forekomster af andre bier.  Man fandt kun en mørk familie, der blev fjernet.

Man mener, at de første gule bier blev indført til øen i 1881.  Af offi­cielle protokoller fremgår det, at der i 1885 indførtes 10 dronninger, sandsynligvis bifamilier, fra Genuaområdet i Nord­italien.  Tre af disse dronninger blev tilført tre gule bifamilier, der fandtes på øen i for­vejen, efter at øen igen var gennemgået for brune bier.
Året efter i 1886 indførtes yderligere tyve dronninger fra Nord­italien.  Fra disse blev der opdrættet 58 dronninger, der fripar­redes på øen med droner fra de familier, der var etableret året før.  Siden er d'er ikke indført bier til øen, da al indførsel af genetisk materiale har været forbudt siden 1885.
Idag findes der på øen ca 900 bifamilier, dertil kommer et ukendt antal vildt levende kolonier, hvilket selvsagt er af stor betydning for beva­relsen af denne enestående, genetiske ressource.

Et antal dronninger er i 1992 og 94 indført til Danmark.  Kangaroobien er yderst interessant i kombinationsavlen, såvel som i renavl, hvor indkryds­ning helt sikkert vil kunne forbedrede kendte, kommercielle stammers egenskaber.  Kangaroobien kan have egenskaber som de kommercielle stammer har tabt gennem avlsabejdet.

Fig. i.  Øverst: A.m. ligurica fra Kangaroo island. Nederst: Krydsning ligurica, Kangaroo island x Buckfast.  Det genetisk betingede yngeludfald er nul.  Kangaroobien har kun få, men andre kønsaller end buckfastbien.  Da sammenfald således ikke er mulig i en førstegangskrydsning, er frodigheden selvsagt formidabel.

Kangaroobierne er ikke gule som de kommercielle stammer.  Arbejderbierne er gulbåndede og lidt mørkere, end vi er vante med.  Dronningerne er læder­brune og varierende mørke på de yderste bagkropsled.  Dronerne er sorte med brudte, gule bånd på bagkroppen, ofte sorte kun med relikvier af gule bånd som uregelmæssige pletter af varierende størrelse på siden af de forreste bagkropsled.

Egenskaber i ren form

Godt temperament, sværmtræg, frodig, modstandsdygtig mod de fleste sygdomme, under gunstige forhold god på kløver og lyng.
Ringe vitalitet, dårlig forårsudvikling under ugunstige forhold, dårlig husholdning med foderreserverne, for tavlefast, dårlig orienteringsevne og udpræget tilbøjelighed til røveri.

Racekrydsninger

Racen kombinerer særdeles udmærket med de fleste andre racer — også i reciprokke kombinationer.  Heterosiseffekten forstærker oftest sværmlysten.

Apis mellifera mellifera

Den traditionelle opfattelse af den brune bis oprindelse og udbredelse er, at den nordafrikanske, sorte hon­ningbi Apis mellifera inter­missa — Tellbien, der regnes for stamformen, oprindeligt har bredt sig mod nord over den Iberiske halvø til Europa nord for Alperne og Karpaterne.
Udbredelsesområdet for den brune bi kom derefter foruden til at omfatte Eng­land, Skandinavien og Fin­land.  Mod øst har den så fra Nord– og Mellemeuropa bredt sig videre over De Baltiske lande, Polen, dele af Ungarn, Hviderusland, dele af Ukraine og videre gennem den europæiske del af Rusland til Uralbjer­gene.

Det er en kendsgerning, at der findes brune bier af racen Apis mellifera mellife­ra øst og sydøst for Ural­bjergene.  Vi ved blot meget lidt om dens udbredelse i dette enorme, og tidligere, ret lukkede område, der strækker sig fra Uralbjerge­ne til den kinesiske grænse.

Af de mange varianter af den brune bi, der tidlige­re var enerådende i det me­ste af Europa, findes i dag kun en i nogenlunde ren form — Læsøbien!

Selv om den brune bi ikke findes mere uden for Læsø, må det alligevel være relevant at beskrive de vari­anter, man har haft kend­skab til, da en beskrivelse af dem kan være med til at danne et billede af avIs må­lene.  Kan et tilbageblik på det tabte endvidere være med til, at der tages bedre vare på det, der måtte være tilbage, er dette i sig selv nyttigt.

Den iberiske bi

Den kulsorte, iberiske bi regnes for en mellemform mellem A.m. intermissa og den europæiske brune bi A.m. mellifera.  Selvom den ikke er helt så umulig at håndtere som Tellbien, har den dog nok flere træk til­fælles med denne, end den har med de brune bier, der tidligere var at finde i Vest­europa.

Den iberiske bi har den samme fjendtlige attitude mod dronningen som Tellbi­en.  Det kan, i visse tilfælde, være næsten håbløst at skifte en dronning.
Da de gode egenskaber, der er i den iberiske bi, tidli­gere var at finde i den mere håndterlige, franske brune bi, har den iberiske bi aldrig tiltrukket sig særlig op­mærksomhed.
Bierne i Portugal og Spanien er i dag stærkt op­blandede med andre racer.  På grund af store, vidt ud­strakte naturområder i Spa­nien, kan det vel ikke ude­lukkes, at den stadig findes i nogenlunde ren form i landet.
Den iberiske bi var den første vestlige honningbi, der blev bragt til Sydameri­ka.

Den franske bi

Den brune franske bi findes ikke mere i ren form.  Bierne i Frankrig er et blandings­produkt meget lig det, vi kender i Danmark.
Tidligere, mellem 1920 og 30, spillede den franske brune bi en betydelig rolle ved reetableringen af bibe­standen i England efter at traké miden omkring 1920, stort set, havde udryddet den indenlandske, engelske bi.

Den sydfranske brune bi var nært beslægtet med den iberiske bi, og havde mange træk tilfælles med denne, det ualmindeligt dårlige temperament i sær­deleshed.  Trods en række dårlige egenskaber, der me­re eller mindre har været fælles for A.m. mellifera, har den franske bi været overordentlig nyttig i kom­binations avlen ved Buckfast Abbey.  Foruden et udpræ­get dårligt temperament, hvor bierne uprovokeret angriber alt i nærheden af stadet, var den franske bi ekstrem sværm lysten.  Dertil kom en meget dårlig hygi­ejnisk adfærd, der i sagens natur var årsag til proble­mer med yngelsygdomme og voksmøl.  Både det dårli­ge temperament og den ekstreme sværmlyst kunne uden store vanskeligheder elimineres ved hård selekti­on i kombinations avl.

Selv den dårlige hygiej­niske adfærd, der medførte stor modtagelighed for bi­pest, sækyngel og kalkyn­gel kunne klares i kombi­nation med andre racer.  Den franske bi var endvide­re kendt for at anvende sto­re mængder af mørk, klæb­rig propolis, samt for at væ­re meget følsom over for angreb af traké mider.

Det er klart, at en bi med de nævnte, meget dår­lige egenskaber må rumme en sum af gode egenskaber for, at det kan betale sig at arbejde med den.  Det var også tilfældet.  En utrolig hårdførhed, stor frugtbar­hed, langlivethed, råstyrke og flyveevne samt en utro­lig flid og en næsten fejlfri forsegling af honningtav­lerne var karakteristiske egenskaber som den brune bi i Frankrig besad.

Nævnte egenskaber, ne­gative som positive, er egenskaber som den brune franske bi, i større eller mindre udstrækning, havde til fælles med de øvrige europæiske varianter af ra­cen.
En vis variation var at iagttage mellem stammerne i den sydlige del af landet og stammerne længere mod nord i landet.  Et bedre temperament var sammen med en aftagende frodig­hed kendetegnende for stammerne i Midt– og Nord­Frankrig.

Den nigra

Schweiz er det land i Vest­europa, der har den læng­ste tradition for avlsarbejde med honningbien.  Avlsar­bejdet blev påbegyndt af Kreyenbühl umiddelbart før århundredskiftet.  Isolerede parringsstationer har i stort tal været anvendt som grundlag for avlsarbejdet gennem dette århundrede, og instrumental insemina­tion har været anvendt si­den før anden verdenskrig.
Særligt i den tysktalen­de del af landet har avlsar­bejdet længe været særde­les velorganiseret.  Som føl­ge af det mangeårige avls­arbejde er de stammer, der arbejdes med i Schweiz kommercielt menneske­skabte.

Nigra repræsenterer den centraleuropæiske, brune bi i klassisk form med hensyn til egenskaber som flid, sværm lyst, tempera­ment, hårdførhed og byg­gelyst.  På trods af et man­geårigt, målbevidst avlsar­bejde og et statsligt biavls­institut, er der ikke opnået resultater med den kulsorte nigra, der kan imponere en nutidig biavler uden for landets grænser.  De schwei­ziske nigrastammer har ganske vist haft stor udbre­delse i Sydtyskland i en pe­riode op mod slutningen af trediverne.  Herefter blev de schweiziske nigrastammer hurtigt upopulære og er­stattet med andre bier af racen A.m. mellifera.  Den manglende fortsatte popu­laritet i Tyskland kan måske forklares med forfølgelse af forkerte avlsmål og valg af forkerte avlsmetoder.  Nigra er dog stadig bien i det tysktalende Schweiz.

Den tyske hedebi

Hedebien, Apis mellifera lehzeni har oprindeligt været betragtet som en særskilt race på grund af dens ud­talte sværmtilbøjelighed.  Det er imidlertid næppe rigtigt at betragte den som sådan.  Under alle omstæn­digheder er den i tidens løb krydset med andre varian­ter, og måske endog med andre racer med det formål at fremme sværmlysten.
Hedebien findes stort set ikke uden for området omkring Luneburg Hede, hvor den ved hjælp af en helt speciel håndtering og driftsform har udviklet en helt utrolig evne til at afgi­ve sværme, der anvendes til lyngtræk.

Racen A.m. mellifera på­stås ret ofte at være helt udryddet i Tyskland, erstat­tet målbevidst med A.m. carnica.  Det er ikke rigtigt, der findes store områder specielt i Sydtyskland, hvor man overvejende finder en mørk blandingsbi med op­rindelse i racen A.m. melli­fera.

Den brune, engelske bi

Den oprindelige brune, en­gelske bi var en geografisk adskilt variant af A.m. mellifera.  Den gik næsten helt til grunde på grund af en trakémideepedemi, der hærgede De britiske Øer i perioden 1912–1920.
En national organisati­on, British Isles Bee Bree­ders Association (BIBBA) har som formål at arbejde for beva­relse af små restpopula­tioner.  Disse få rester af den indenlandske, engelske bi er ikke rene.

Fig. 3.  Honningtavle, Læsøbien.

Broder Adam beretter, at den brune, engelske bi in­deholdt en lang række vær­difulde egenskaber i en langt mere veldisciplineret form end dens slægtninge på kontinentet.
Frugtbarheden var ikke bemærkelsesværdig, men den manglende frugtbar­hed modsvaredes af en, til gengæld, bemærkelsesvær­dig lang levetid, der var medvirkende til, at bistyr­ken altid var til stede til et sent lyngtræk.  God husholdning med foderreser­verne, hårdførhed, stor fly­veevne og flid, var i følge Broder Adam, egenskaber, der i samme intensitet dårligt kunne findes i nogen anden race.  Yderligere en fremra­gende egenskab var kende­tegnende for den engelske bi, nemlig dens gode evne til at bygge, der også med­førte, at denne bi havde en meget flot, hvælvet og luf­tig forsegling af honning­tavlerne.  Variantens alvor­ligste fejl var modtagelig­hed for sygdomme.  På det­te felt adskilte den engel­ske bi sig ikke fra dens slægtninge på kontinentet.

Læsøbien

Fig. l.  1.: A.m. mellifera — den brune bi på Læsø. 2.: Gammel driftform på Læsø.  Dronningen sæt­tes af inden sværm­nin­gen melder sig.  Hovedfamilier forenes umiddelbart før lyng­træk­ket, efter den gamle dronning er klemt.

Racen Apis mellifera mellifera har oprindeligt været enerådende i Danmark som i de øvrige skandinaviske lande.  Således er det, som bekendt, ikke mere.
Den frie population er, som i vore nabolande, et stort mix af alt, hvad det har været muligt at indføre.  Det eneste sted i landet, den brune bi findes i no­genlunde ren form, er på Læsø.  Denne forekomst er samtidigt den reneste, kendte forekomst af racen inden for den kendte del af dens oprindelige, meget store udbredelsesområde.

Al tvivl om, hvorvidt Læsøbien er af ren her­komst og så raceren, at en bevarelse af den er rele­vant, er ved nøje under­søgelser uangribeligt bevist.

På trods af, at indførel­se af dronninger af anden race har fundet sted i tidens løb, har øens specielle natur og flora bevirket, at det var den brune bi og dens arve­anlæg der overlevede.  Gen­nem de seneste år har indførelse og opformering af gule bier taget et sådant omfang, at den brune bi står over for en genetisk opblanding, som den på længere sigt ikke kan klare.  En lovgivning omkring Læsøbiens bevarelse er på plads, spørgsmålet er, hvor­ledes den følges op.

Læsøbien er eneståen­de, ikke alene i kraft af dens enestående overlevel­sesevne, men også i kraft af dens helt miljøtilpassede årsrytme.

Egenskaber i ren form

Fredelig, hårdfør, nøj­som og flittig.  Stor vinge­kraft og flyveevne samt en ualmindelig god oriente­ringsevne.
Læsøbien er meget ner­vøs, sværm lysten og modta­gelig for yngelsygdomme som pest og kalkyngel.

Den brune bi i Norge

I Norge udførtes tidligere et avlsarbejde med den brune bi på Norges Birøkterlags dronningavlsstation i Bil­lingsstad.
Den brune bi i Norge må, avlsarbejdet til trods, beskrives som urolig samt ikke særlig fredelig.  Som al­le brune bier er den flittig og hårdfør.

I 1987 oprettedes et 3 500 km² stort renavIsom­råde ved Flekkefjord.  Ialt 120 biavlere deltager med ca 1 900 bifamilier.  Områ­det er ikke effektivt beskyt­tet ved lovgivning, og pro­jektet er helt afhængigt af biavlernes opbakning.  For­målet er kommerciel udnyt­telse af den brune bi.

Bierne i Norge er ikke så ensartede, som de brune bi­er på Læsø.  Det hævdes (Ruttner), at den brune bi er genindført i Norge i 1760 efter at have været forsvun­det fra landet i den kolde periode i senmiddelalderen.

Den brune bi i Sverige

I Sverige findes en blan­dingsbi som i Norge og Dan­mark.  Få entusiaster har gennem årene forsøgt at vedligeholde den oprindeli­ge brune race isoleret på et par små skærgårds øer.  Man har ikke haft fremgang med den indenlandske brune bi gennem de seneste mange år, måske fordi de samlede populationer har været for små.  Og da intensive avIsfor­søg gennem isoleret parring kun har medført tilbage­gang, har man i 1990 og se­nere indført bier fra Læsø til blodfornyelse.  Det vil på den måde være muligt at sikre den fortsatte tilstedeværelse af den brune nordiske bi i Sverige.

Projektet kaldes Nordbi­projektet, og nyder en vis støtte fra verdensnaturfon­den.  Folkene bag projektet gør et stort arbejde i bestræ­belserne på at bevare den brune bi i Sverige gennem bladudgivelse, oplysning og information.  Hovedformålet er at hjælpe interesserede med avlsmateriale.

Litteratur

Broder Adam. In search of the best strains of bees. 1968. Zell Weierbach, GFR: Walmar Verlag. 128 sider.

Thomas E. Rinderer. Bee Genetics and Breeding. 1986. New York: Academic Press. 425 sider.